Dansk Erhvervs jubelpakke: Skaber 17.600 job

Allerede i år kan omkring 5000 flere personer være trukket i arbejdstøjet, hvis regeringen lytter til Dansk Erhvervs råd, lyder det fra erhvervsorganisationen.

Ved hjælp af 19 konkrete initiativer i en vækstpakke fra organisationen kan regeringen i 2014 få skabt i alt 17.600 job, blandt andet ved hjælp af svensk inspiration på hjemmeserviceområdet.

I Sverige har en skatterabat nemlig betydet over 8000 job og et hav af nye firmaer på området. Herhjemme vil en lignende ordning skabe 4700 job, vurderer Dansk Erhverv.

- Vi vil gerne opfordre regeringen til at gå efter en stor og ambitiøs vækstpakke, der varigt bidrager til at forbedre erhvervslivets konkurrenceevne gennem strukturelle forbedringer, siger direktør i Dansk Erhverv Christian T. Ingemann.

Organisationen peger også på, at regeringen gradvist bør lette på selskabsskatten, så den i 2019 når ned på 19 procent mod 25 procent i dag. Samtidig skal afgifter på øl og sodavand halveres ifølge forslaget.

Dansk Erhverv vil også droppe kørselsafgifterne for lastbiler. Her er regeringen kommet erhvervsorganisationen i forkøbet:

- Det er en god start, men vi skal videre. Over de sidste 10 år er danske virksomheders konkurrenceevne faldet med 20 procent. Så der er brug for yderligere handling i bestræbelse på at genvinde det tabte, siger direktøren.

Dansk Erhverv peger på, at vækstpakken er mere end fuldt finansieret, og derfor kan nogle af forslagene til finansiering pilles ud, uden at hele pakken vælter.

Blandt forslagene til finansiering er øget brugerbetaling - blandt andet mener Dansk Erhverv, at de mest velhavende danskere fremover bør betale for at gå til lægen.

Brugerbetalingen skal være social afbalanceret og ikke omfatte børn og kronisk syge, påpeger organisationen.

Regeringen mødes med Dansk Erhverv torsdag, hvor de skal drøfte vækst og jobskabelse forud for regeringens konkurrenceevnepakke.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV