Dansk golf-håb upåvirket af penge og prestige

324.142 euro, svarende til 2,4 millioner kroner. Så meget har den danske golfkomet Thorbjørn Olesen allerede tjent på sin sport i præmiepenge i år.

Men det handler ikke om de store summer penge, som 23-årige Thorbjørn Olesen kan vinde. Han har fokus et andet og for ham vigtigere sted.

- Det er golfsporten, jeg fokuserer på. Jeg tænker på at vinde turneringer, ikke alt det andet.

- Jeg er en type, der er ret nede på jorden, så det er nemt nok ikke at tænke på alt det, der følger med, siger Thorbjørn Olesen.

Leif Nyholm, der er tidligere træner for Thomas Bjørn - Danmarks på papiret bedste golfspiller nogensinde - mener, at en af Thorbjørn Olesens forcer netop er, at han er upåvirket af al succesen.

- Han lader sig ikke påvirke af succesen. Det er et rigtig godt tegn. Der er mange andre, som spillemæssigt er på niveau med ham, men som ikke kan kapere alt det andet, som følger med.

- For Thorbjørn er golf i højsædet. Han er ikke begyndt på Ferrari'er, dyre ure eller helikoptere, og hvad der ellers kommer hen ad vejen. Det er stadig golfen, det handler om, og det er det allervigtigste for sådan en fyr, siger Nyholm.

Thorbjørn Olesen har allerede markeret sig ganske flot i 2013, hvor han indtil videre har spillet fire turneringer.

En andenplads ved Abu Dhabi HSBC Golf Championship og en tredjeplads ved Omega Dubai Desert Classic er det blandt andet blevet til.

I denne uge er han med ved Match Play Championship, der spilles i Marana, Arizona i USA. Her spilles der fra 20.-24. februar om en samlet præmiesum på 8,75 millioner dollar, svarende til 49 millioner kroner.

Sidste år sejrede han ved European Tour-turneringen Sicilian Open og sikrede sig dermed karrierens hidtil eneste sejr på højeste niveau.

/ritzau/

 

Dagens Gossip