Dansk soldat såret i Afghanistan

En dansk soldat fra Helmand-provinsen i Afghanistan er lørdag formiddag blevet såret af skud.

Det skete, da enheden blev beskudt under en operation i nærheden af byen Gereshk midt i det område, som de danske soldater arbejder i, oplyser Hærens Operative Kommando (HOK).

Soldaten fik førstehjælp på stedet af sine kammerater og blev siden fløjet med helikopter til felthospitalet i Camp Bastion, hvor de har behandlet skudsårene.

Soldaten har det efter omstændighederne godt, oplyser HOK, som understreger, at soldaten ikke er hårdt såret.

Når soldaten er færdigbehandlet på hospitalet - og man ved mere om sårenes alvor - tager forsvaret stilling til, om det er nødvendigt at sende ham tilbage til Danmark, oplyser HOK.

Den sårede har selv telefonisk underrettet sine nærmeste pårørende.

Den sårede soldat kommer fra Ildstøttedetachementet, som støtter Viking kompagniet under operationen. Soldaten er udsendt af Danske Artilleriregiment i Varde.

 

Dagens Gossip