Danske Bank vil have rigtig bankmand

Eivind Kolding er helt sikkert en mand med mange kompetencer. Men at være førstemand for Danske Bank er ikke en af dem.

Det er bestyrelsen i Danske Bank kommet frem til. Og derfor kan den tidligere Mærsk-direktør nu også skrive forhenværende på visitkortet, når det gælder Danske Bank.

- Eivind Kolding har masser af kompetencer. Men Kolding har ikke den dybe bankkompetence, som vi mener, der er brug for fremadrettet. Derfor har vi valgt at bytte nu, siger bankens bestyrelsesformand, Ole Andersen, om fyringen.

- Vi har brug for en direktør, der har bank på rygraden. Det, tror vi, er en forudsætning for, at vi kan nå de mål, vi har sat os, siger bestyrelsesformanden.

At Eivind Kolding blev fyret mandag morgen efter blot 19 måneder på topposten, skete ifølge Ole Andersen, fordi den vigtigste opgave for bestyrelsen er at sikre, at banken har den rigtige ledelse.

- Siden Eivind Kolding tiltrådte for 19 måneder siden, har vi været gennem en fase, hvor vi udviklede en ny strategi, vi har gennemført en stor reorganisering af banken, og vi har brugt meget tid på kapitalplanlægning, siger Ole Andersen til Ritzau Finans.

- Nu går vi ind i en fase, hvor det i høj grad handler om kundefokus. Og vi har i bestyrelsen vurderet, at Eivind Kolding - trods sine mange kompetencer - ikke er den rigtige til at stå i spidsen for Danske Bank i denne fase, siger han.

Nordmanden Thomas F. Borgen skal nu være ny direktør i stedet. Han har været ansat i Danske Bank koncernen siden 1997:

- Eivind Kolding er en person, vi har stor sympati for. Men det er nu en gang bestyrelsens pligt at sikre sig, at vi har en topleder med et kompetencesæt, som fuldt ud matcher de udfordringer, som banken står overfor, siger Ole Andersen.

/ritzau/

 

Dagens Gossip