Danskerne vil have jobgaranti til ledige

Langtidsledige danskere skal reddes med en garanti for at få et job eller en uddannelse, så de ikke mister deres dagpenge.

Det mener seks ud af 10 danskere ifølge Gallups måling for Enhedslisten. Kravet fra regeringens støtteparti for at stemme for finansloven er netop en jobgaranti.

26 procent er "meget enig" i, at der skal indføres en jobgaranti til ledige, og 34 procent er "enig". Mens 18 procent af de adspurgte hverken er enig eller uenig, er kun 10 procent "uenig" og 5 procent "meget uenig".

Gallup har spurgt:

"Ifølge Beskæftigelsesministeriet står 9000-16.000 danskere til at ryge ud af dagpengesystemet i perioden lige efter 1. januar 2013. Der er blevet rejst et forslag om jobgaranti til de danskere, der nu ryger ud af dagpengesystemet.

Jobgaranti indebærer, at aktivt jobsøgende personer skal have tilbud uddannelse eller job, inden de mister deres dagpenge.

Hvor enig eller uenig er du i, at man bør indføre jobgaranti?"

Blandt SF's vælgere støtter 81 procent forslaget, som 74 procent af Socialdemokraternes bakker op om. I Enhedslisten står 88 procent bag

Selv blandt vælgerne hos de modvillige Radikale støtter 52 procent en jobgaranti. Men da der kun er 59 radikale med i stikprøven, er usikkerheden på cirka 13 procentpoint. Det vil sige, at tager man højde for usikkerheden, er der cirka 39 procent af de radikale vælgere, der synes, det er en god idé.

Enhedslistens krav har bred opbakning i befolkningen, siger Stine Brix (EL), som sidder i Folketingets finansudvalg.

- Rigtig mange danskere mener, at der skal gøres mere for arbejdsløse, som står til at falde ud af dagpengesystemet. Vores forslag om en jobgaranti er et bud på, hvad vi kan tilbyde de arbejdsløse, som står i en meget penibel situation, siger Stine Brix.

Spørgsmål: - Kan Enhedslisten stemme for finansloven uden at få en jobgaranti?

- For os er det fuldstændig afgørende, at der bliver fundet en løsning for op mod 16.000, som står til at falde ud af dagpengesystemet. Det er vores hovedkrav, siger Stine Brix.

Dagens Gossip