David Moyes: Jeg vil afløse Ferguson

Den nuværende Everton-manager, David Moyes, ønsker at stoppe i klubben og afløse Alex Ferguson som manager for Manchester United.

Det meddeler Everton på klubbens hjemmeside.

- Manageren mødtes med bestyrelsesformand Bill Kenwright tidligt i går eftermiddag og bekræftede, at han ønsker at tage til Manchester United, skriver Everton på klubbens hjemmeside.

50-årige David Moyes, der har kontraktudløb med Everton efter denne sæson, har været manager for klubben siden 2002.

Han har ikke vundet et eneste trofæ med Everton, men han har alligevel imponeret på grund af sin evne til at få meget ud af lidt.

Skotske Moyes har ikke haft økonomiske råderum som en del af de øvrige managers i Premier League, men han har sæson efter sæson bygget på i Everton.

71-årige Alex Ferguson meddelte onsdag, at han træder tilbage i Manchester United efter denne sæson. Han kom til klubben i 1986.

Skotten nåede at vinde 13 Premier League-titler, fem FA Cupper-titler og Champions League to gange, blot for at nævne nogle af hans bedrifter.

Det menes, at Alex Ferguson selv har peget på David Moyes som sin afløser.

Manchester United har endnu ikke bekræftet en aftale med David Moyes.

Blandt de øvrige kandidater til at træde i de store fodspor er angiveligt Real Madrid-træneren José Mourinho, som dog menes at tage tilbage til Chelsea i stedet.

Også Jürgen Klopp, træner for Borussia Dortmunds Champions League-finalister, skulle være et emne for Manchester United.

/ritzau/

Dagens Gossip