Departementschef: Birthe blandede sig

Daværende integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) blandede sig fra begyndelsen "intenst" i sagen om de statsløse.

Det siger tidligere departementschef Claes Nilas i Statsløsekommissionen.

Sagen startede for Claes Nilas, da han 8. august sendte en orientering videre til ministeren om, at man burde ændre praksis i behandlingen af de statsløses sager, fortæller han:

- Vi holdt møde om sagen, som vi gjorde i mange andre sager. Der er nogen møder, man husker bedre end andre. Det her møde kan jeg tydeligt huske, for ministeren spurgte intensivt til, hvad det er for noget?

- Og er I sikre på, at det nu er, som I præsenterer det? Er I sikre på fortolkningen?

Både kontorchef, afdelingschef og Nilas mente ifølge ham selv, at man skulle ændre praksis for at leve op til FN-konventionerne. Men på mødet kommer det frem, at de andre nordiske lande måske havde en anden fortolkning, siger Claes Nilas.

- Hun ville have de oplysninger med om de andre nordiske lande med i bagagen, inden man traf afgørelsen, siger Claes Nilas.

Det er centralt, hvem der har ansvaret for den nordiske undersøgelse, fordi det forsinkede sagen i halvandet år.

Det er anden gang, at Claes Nilas afhøres af Statsløsekommissionen.

Statsministeriets daværende departementschef Karsten Dybvad har forklaret, at Claes Nilas "i efteråret eller forsommeren" opsøgte ham, fordi Rønn "ikke fandt det nødvendigt" at informere Folketinget om fejlbehandlingen af de statsløse.

Dybvad underrettede daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen om sin samtale med Nilas om Birthe Rønn.

Hun har beskrevet en "kommunikationsbrist" mellem hende og topembedsmænd.

Flere centrale vidner har ligesom Claes Nilas forklaret kommissionen, at de gjorde ministeren klart, at man brød konventionerne.

/ritzau/

Dagens Gossip