DF: Ro i folkeskolen skal sikres ved lov

Når regeringen tirsdag eftermiddag fortsætter forhandlingerne om en ny folkeskolereform, møder Dansk Folkeparti op med et krav om at sikre ro i klasserne.

Det fortæller Dansk Folkepartis undervisningsordfører, Alex Ahrendtsen:

- Vi ved fra forskning, at noget af det allervigtigste for indlæringen er, at der er ro, strukturer og regler.

Han understreger, at både Venstre og Konservative støtter forslaget. Helt konkret vil Dansk Folkeparti skabe ro i klasserne ved at lovgive om en række tiltag.

- Vi vil lave en lovpligtig handleplan for skolelederne om klasseledelse, siger Alex Ahrendtsen og fortsætter:

- De skal lave en plan for, hvordan de vil skabe ro i klasserne på skolen. Den plan skal offentliggøres på skolens hjemmeside, og så skal forældrene have den i hånden, når de kommer.

Herudover forestiller Dansk Folkeparti sig, at de forskellige lærerteams skal arbejde med klasseledelse, der skal være obligatoriske kurser eller workshops om klasseledelse og et faghæfte om klasseledelse skal udarbejdes.

- Det er sådan nogle redskaber, der har manglet. Vi ved jo, at lærerne efterspørger ro i klasserne, eleverne efterspørger det, og forældrene efterspørger det, lyder det fra undervisningsordføreren.

Ud over ro i klasserne, er det aktivitetstimer, der skal debatteres, når forligskredsen mødes klokken 17 i Undervisningsministeriet. Det er her den største knast i forhandlingerne ligger lige nu, mener Alex Ahrendtsen.

- Det er der ingen tvivl om. Her står VKO jo ret stejlt over for regeringen og omvendt, siger han.

Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti vil skrotte aktivitetstimerne, men det afviser regeringen.

- Vi vil gerne have aktiviteter i løbet af undervisningen, men de skal være lærerstyret, forklarer Alex Ahrendtsen.

Regeringen har foreslået, at pædagoger kan stå for aktivitetstimerne.

/ritzau/

Dagens Gossip