Dibbern: Min nye gruppe splitter ikke læger

Der er dyb uenighed om linjen i de praktiserende lægers organisation PLO, og det er baggrunden for, at en del af lægerne nu har dannet SPRAL - Selvstændige Praktiserende Læger, som er en gruppe i PLO.

Det siger den tidligere formand og initiativtager til SPRAL, Henrik Dibbern.

- Vi må erkende, at der er forskellige meninger om fagpolitikken i PLO. Det har været offentligt synligt. Vi kan komme videre ved at tage en åben debat.

- Meningen er at gøre PLO så stærk som muligt, når vi forhandler aftaler med det offentlige. Vi har jo været ude for, at der er blevet lavet lovgivning, som ændrede vores aftale og gav os nye betingelser for, hvordan vi skulle forhandle, siger han.

De 700 læger, der allerede har meldt sig ind i SPRAL er fortalere for at opsige aftalen med det offentlige, hvis ikke der kan opnås nogle betingelser, som de kan være tilfredse med.

Henrik Dibbern kalder SPRAL for en interessegruppe, og han er ikke bange for, at en sådan "organisation i organisationen" vil få lægernes forhandlingsorgan til at fremstå splittet.

Han mener, at initiativet er nødvendigt for at sætte gang i debatten og sikre, at de utilfredse læger fortsat har en stemme i PLO, efter repræsentantskabet besluttede at droppe deponeringen af lægernes ydernumre.

- Vi har ikke haft nogen særlig god debatkultur i PLO, men situationen omkring lægekonflikten har gjort, at en masse læger er begyndt at være aktive i debatten.

- Tidligere har det været sådan, at nogle få tog sig af fagpolitikken, men det mener vi ikke, at der er plads til i dag, siger Henrik Dibbern.

SPRAL's debatter er indtil nu primært blevet ført i et lukket forum på det sociale netværk Facebook, men det er meningen, at lokale grupper skal holde møder rundt om i landet, når sommerferien er slut.

- Det er for at finde ud af, hvor mange vi er i organisationen, som er indstillet på at give vores forhandlere det stærke mandat.

- Det kan vi godt være usikre på, når vi på den ene side så en meget stor medlemsopbakning til at gøre det, men på den anden side var der et flertal i vores repræsentantskab, som sagde nej til det, tilføjer Henrik Dibbern.

Han afviser at tage skridtet fuldt ud og danne en ny organisation for de utilfredse læger.

- Det gør vi ikke, fordi vi har en kanongod organisation. Den ønsker vi at bevare og styrke, siger han.

/ritzau/

Dagens Gossip