Din dialekt afslører dig

Allerede mens du er ung og stadig går i skole, kan man høre på dit sprog, om det er mest sandsynligt, at du bliver boende på din barndomsegn - eller om du flytter væk.

Det er en af konklusionerne i en ny ph.d.-afhandling af sprogforsker Malene Monka fra Nordisk Forskningsinstitut.

- Mine undersøgelser viser, at unge mennesker, der ender med at flytte væk for at tage en uddannelse, tidligt taler med mindre dialekt og i stedet nærmer sig mere rigsdansk end deres jævnaldrende, forklarer Malene Monka.

- Man begynder med andre ord sprogligt at forberede sig på at flytte, før man overhovedet ved det, tilføjer hun.

Afhandlingens resultater bygger på en undersøgelse fra kommuner i tre forskellige landsdele: Odder i Østjylland, Vinderup i Vestjylland og Tinglev i Sønderjylland.

Der er desuden stor forskel på danskernes forhold til sproget i de tre landsdele.

- I Odder har de svært ved at sige noget om deres sprog. Og svært ved at tale om sproget. De mener ikke, at de taler med dialekt, og hvis de gør, er det bare jysk eller århusiansk. Men det er ikke vigtigt for dem, at det er østjysk.

- Det er noget andet i Vinderup. Der kalder de deres eget sprog bondsk, bondejysk, jysk eller bred jysk - men ikke vestjysk. De historier, de fortæller om sproget, er tit mindreværdshistorier, hvor det har været problematisk for dem at tale jysk, forklarer Malene Monka.

For sønderjyderne i Tinglev, hvor dialekten er bedst bevaret sammenlignet med de to forrige, er det noget helt andet.

- Her bliver der talt meget om sprog, og alle er bevidste om, at de taler sønderjysk. De er også bevidste om, at de i forskellige situationer skifter mellem fint rigsdansk og sønderjysk.

- De knytter altså sproget til stedet, og deres historier handler om stolthed. "En ægte sønderjyde taler sønderjysk," siger hun.

Malene Monkas bud på, hvorfor dialekten i Sønderjylland er bedre bevaret, er, at landsdelen var tysk mellem 1864 og 1920. Sønderjyderne havde en skulle definere sig i forhold til fjenden.

Det har blandt andet betydet, at der er en stolthed forbundet med det at tale sønderjysk.

Dagens Gossip