Direktør i Excellent Wine bortvist for omfattende fusk med 600.000 flasker vin

Vinfirmaet Excellent Wine i Herning har bortvist og politianmeldt en af direktørerne for omfattende svindel med vin.

Sagen drejer sig om fusk med 600.000 flasker vin fra Sydafrika, hvor vinen ikke var som den burde være.

Den falske vin blev solgt til både butikker, restauranter og hoteller, skriver bt.dk.

Direktøren i det midtjyske vinfirma er mistænkt for at have modtaget returkommission for salget af vinene.

Ifølge retsdokumenter fra Wellington Magistrate’s Court fra november 2010 har Excellent Wine købt partier med forfalsket vin 26 gange fra en tidligere og nu sigtet eksportdirektør fra det meget store sydafrikanske vinfirma DGB.

Eksportdirektøren havde givet Excellent Wine lov til at fortsætte med et bruge en etiket fra det sydafrikanske Boschendal og havde samtidig, gennem sit eget italienske firma, leveret en helt anden vin.

- Vi har købt vinen af deres eksportdirektør, som sagde god for, at vi måtte fortsætte med etiketten. Vi har smagt vinen, som er af tilsvarende kvalitet, og har derfor været i god tro, siger indkøbsdirektør Claus Eegholm fra Excellent Wine til bt.dk.

Også to andre danske vinfirmaer, Taster Wine og Skjold Burne, har handlet med det sydafrikanske firma, men siger, at de ikke er blevet snydt under deres indkøb.

Dagens Gossip