Direktør: Uoverskuelige dagpenge-konsekvenser

Uoverskueligt mange danskere bliver ramt af regeringens dagpengereform, og derfor skal der handles for at hjælpe alle dem, der falder ud af dagpengesystemet.

Det siger direktøren for AK-Samvirke, Verner Sand Kirk, efter at en ny opgørelse fra a-kasserne og AK-Samvirke viser, at over 3400 ledige mistede dagpengene i april.

- Det her er i overkanten af, hvad jeg troede, det ville være. Der er desværre ikke nogen mildning i sigte i forhold til, hvad vi havde regnet med, siger han.

De nye tal betyder, at i alt 16.200 ledige har mistet dagpengene i de fire første måneder af 2013. Verner Sand Kirk skønner, at der gennemsnitligt vil være 1500 danskere, der vil miste retten til dagpenge hver måned året ud.

Hans bud er derfor, at omkring 30.000 personer mister dagpengene i 2013.

- Man tilsigtede at stramme reglerne svarende til, at cirka 3000 kunne miste dagpengene om året. Det var dog tal, det var muligt at dæmme op for med forskellige tiltag som akutpakker og så videre.

- Men når man rammer 10 gange så mange, er det fuldstændig uoverskueligt. Og det er jo sådan, at de mennesker, der ikke reddes af seniorjob, og de, der ikke kan få kontanthjælp, de står uden en krone på lommen, når dagpengene ryger, siger han.

Der vil blandt andet ske en modregning i kontanthjælpen, hvis ens ægtefælle har en indtægt, eller hvis man har en formue på over 10.000 kroner.

Den omstridte dagpengereform betyder blandt andet, at man halverede dagpengeperioden til to år og fordoblede genoptjeningskravet til 52 uger.

Dengang lød forventningen, at omkring 3000 risikerede at miste dagpengeretten, men nu forventer a-kasserne, at det ender på 30.000 i 2013.

/ritzau/

 

Dagens Gossip