Disse romkugler er så syndige og lækre - selvom de er sunde

Er du, ligesom mig, også bidt af en gal romkugle? Jeg elsker dem i hvert fald.

Hvis du nogensinde har smagt en af de sundere romkugler fra Naturbageriet, så ved du, at en god romkugle absolut ikke behøver at være fyldt med sukker, margarine og den slags. Disse romkugler smager lidt som Naturbageriets (men snup alligevel en derfra, hvis du får muligheden).

Romkuglerne her laves på tørret frugt, nødder, kakaopulver, lidt olie og krydderier og er dermed et godt bud på sundt og næringsrigt slik.

Til maaaaange romkugler – ca. 80-100 små mundrette kugler - skal du bruge:
200 g tørrede dadler uden sten
100 g tørrede figner
100 g svesker
200 g kokosmel + ekstra til at trille i
75 g mandler
75 g pekannødder
100-125 g kakaopulver
2 store tsk. vanillepulver
1 tsk. stødt kanel
25 g mild olivenolie
1-2 dl iblødsætningsvand (fra de tørrede frugter)
Smag til med rom eller romessens (stærk kaffe kan faktisk også bruges) og evt. lidt ahornsirup, hvis dejen mangler sødme
Frysetørrede jordbær eller andre bær, hvis du vil trille i andet end kun kokosmel

Sådan gør du:
Skær eller klip de tørrede frugter i mindre stykker (husk at fjerne den hårde stilk på fignerne). 

Overhæld de tørrede frugter med kogende vand, så det dækker. Lad dem trække i 15-30 minutter.

Tag de tørrede frugter op af i blødsætningsvandet med en hulske. Kombiner tørrede frugter og alle øvrige ingredienser i en foodprocessor.

Start med 75g kakaopulver og 1 dl iblødsætningsvand. Blend massen til en cremet og klumpefri dej og smag den endeligt til.

Hvis du synes, at dejen virker blød, kan du med fordel lade den sætte sig på køl et par timer.

Form dejen til små mundrette kugler og tril dem i kokosmel og evt. frysetørrede jordbær.

Romkuglerne kan holde sig en uges tid på køl i en lukket beholder, men de er også fryseegnede for en endnu længere holdbarhed.

Sabine Murati er uddannet naturopath i biologisk medicin fra Institut for Biologisk Medicin. Hun er bosat i Canada og blogger om stenalderkost og sundhed på www.mypaleopantry.com.

Følg Dagens Opskrifter for flere lignende artikler:

 

 

Dagens Gossip