Død af iltmangel: Ung fange holdt i benlås

Den 23-årige Ekrem Sahin døde af akut stress - og ikke som følge af en benlås - i Kolding Arrest i januar 2011 ifølge politiet og statsobducenten.

Men i en indtil nu hemmeligholdt rapport konkluderer en overlæge fra Rigshospitalets Hjertecenter, at Sahin døde af iltmangel under benlåsen, skriver Metroxpress.

- Den mest umiddelbare forklaring på hjertestoppet er formentlig, at afdøde ikke har kunnet trække vejret under fikseringen, og at iltmanglen således har været den udløsende faktor for hjertestoppet, skriver overlægen til politiet ifølge Metroxpress.

Politiet fik vurderingen 9. januar sidste år, men først nu har advokat for Sahins familie, Bjørn Elmquist, fået papirerne.

- Det er en helt afgørende vurdering fra den højeste kompetence i forhold til hjertestop. Det kan politiet ikke se bort fra, siger Bjørn Elmquist til Metroxpress.

Statsobducent Peter Leth undersøgte Ekrem Sahins dødsårsag i første omgang, og dengang lød dødsårsagen som værende ukendt, men mest sandsynligt, at Sahin døde af stress.

Han skifter dog ikke mening på grund af overlægens vurdering.

- Jeg mener, at vi følger main stream inden for videnskaben. Min konklusion er velafbalanceret, siger Peter Leth til Metroxpress.

Det var i januar sidste år, at Ekrem Sahin kom i klammeri med flere ansatte i arresten. Under tumulten ringede en af betjentene til politiet og sagde, at "vi sidder på ham."

Men dette skulle ikke forstås bogstaveligt, har politiet tidligere vurderet.

Sahin døde tre dage senere. Han blev 23 år.

På grund af sagen har Kriminalforsorgen advaret de ansatte mod at bruge en særlig form for benlås. De skal indtil videre være meget tilbageholdende med at bruge metoden i konfliktsituationer, lød det i august sidste år.

Politiets chefanklager har ikke ønsket at udtale sig i sagen.

/ritzau/

Dagens Gossip