Død efter knivstikkeri i Jægerspris

Nordsjællands Politi har anholdt to personer, efter at en 39-årig mand natten til onsdag er fundet død i et hus i Jægerspris. Han er tilsyneladende blevet ramt af knivstik.

Lidt efter klokken 1 blev politiet alarmeret om, at en mand var blevet stukket i maven. Betjente var fremme ved fritidshuset i Jægerspris kort tid efter og forsøgte at yde livreddende førstehjælp.

Men manden blev omkring klokken halv to erklæret død af en akutlæge.

Efterforskere, kriminalteknikere og retsmedicinere arbejder tidligt onsdag morgen på stedet for at finde ud af, hvad der er sket. Politiet kan endnu ikke sige, om der er tale om et drab, men betegner foreløbig hændelsen som "et mistænkeligt dødsfald".

- Der er angiveligt foregået nogle husspektakler forinden, så det kan være mange ting. Det kan være selvforsvar fra modpartens side. Det er det, vi er ved at undersøge, siger vagtchef Dan Rener Houtved fra Nordsjællands Politi til Ritzau.

Politiet skal først have færdiggjort de tekniske undersøgelser og afhørt de personer, som blev anholdt på gerningsstedet, før man vil sige mere.

- Så får vi formentlig belyst, hvad der er gået forud for det her, fortæller vagtchefen.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV