Domstol standser ulvejagt

Forvaltningsretten i den svenske hovedstad, Stockholm, har underkendt en beslutning, som den svenske naturstyrelse traf i januar.

Styrelsen sagde da, at 16 ulve - i otte forskellige revirer i blandt andet Dalarna og Värmland - skulle skydes.

Denne beslutning var alle imidlertid ikke enige i.

En række naturbeskyttelsesforeninger, som blandt andre Verdensnaturfonden indbragte sagen til Forvaltningsretten, der tager sig af sådanne sager i Sverige.

Nu er afgørelsen så kommet, skriver avisen Dagens Nyheter. Retten i Stockholm siger, at der er andre metoder end aflivning, hvis indavl i den svenske ulvebestand skal reduceres.

I dommen nævner Forvaltningsretten, at der kan udsættes ulve fra dyreparker, ligesom der kan hentes ulve fra den russisk-finske ulvestamme til de svenske flokke.

Det svenske nyhedsbureau TT skriver, at tre af de 16 ulve nåede at blive skudt, inden Forvaltningsrettens dom faldt torsdag.

Sverige har omkring 300 ulve i den frie natur.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV