Dortmund-træner tror på sejr over Bayern

Der er på alle måder lagt op til et brag af en kamp, når Bundesligaens nummer et og to, Bayern München og Borussia Dortmund, i aften mødes på Allianz Arena i München i kvartfinalerne i den tyske pokalturnering.

Selvom Bayern München er 17 point foran de forsvarende mestre i ligaen, så tror Dortmund-træner Jürgen Klopp på sejr i pokalkampen.

- Vi ved, at vi er et at de få hold i verden, der kan besejre Bayern. Vi har ambitioner i denne turnering, men vi har brug for en god præstation. Man kan ikke vinde over Bayern ved at spille på 98 procent, siger træneren.

Jürgen Klopp finder trøst i statistikkerne, der fortæller, at Bayern München ikke har vundet over Dortmund i ligaen eller i pokalturneringen de seneste tre år.

- For tre år siden skulle vi se i historiebøgerne efter, hvornår vi sidst havde vundet over Bayern. Nu har vi bemærket, at de har fået større respekt for os, siger træneren.

Kampen er en gentagelse af pokalfinalen fra sidste år, hvor Dortmund tilføjede Bayern München en syngende lussing ved at vinde 5-2.

Dortmund har vundet det tyske mesterskab de seneste to sæsoner, men i denne sæson ser Bundesligaen ud til at være afgjort til Bayern Münchens fordel flere måneder før afslutningen.

/ritzau/

 

Dagens Gossip