Drama: Toiletpasser bragte baby til verden

"Hver gang moderen skreg, så skreg jeg også. Det var min måde at vise, at vi var sammen om at klare det."

Sådan siger Linda Kvistlund til FOAs hjemmeside Foa.dk om situationen, da hun tidligere i sommer hjalp en pige til verden på toiletterne på Israels Plads i København, hvor hun til daglig fører opsyn.

Linda Kvistlund handlede hurtigt, fik hjulpet pigen til verden og hjalp hende i gang med vejrtrækningen.

Den usædvanlige arbejdsdag startede, da Linda hørte små hyl fra en toiletboks, som en tissetrængende kvinde netop var gået ind i. Hun låste døren op og så, at kvindens fødsel var gået i gang.

Linda løb efter hjælp og råbte på en læge eller sygeplejerske, men ingen reagerede. Hun fik løftet kvinden ud i gangen ved toiletterne og lagde håndklæder under hende. Samtidig fik hun ringet efter en ambulance.

"Jeg nåede virkelig ikke at tænke. Jeg forsøgte bare at handle, som jeg har set, de gør i fjernsynet," fortæller Linda Kvistlund.

Ambulancen var endnu ikke nået frem, da den lille pige kom til verden. Hun trak ikke vejret, og Linda vidste, at hun skulle handle hurtigt.

"Jeg kørte min lillefinger rundt i hendes mund og slog hende forsigtigt bagi," siger hun.

Et vræl lød, og Linda pakkede babyen ind i sit Brøndby-håndklæde, inden hun lagde hende ned til moderen.

"Jeg var meget berørt, men heldigvis kom ambulancefolkene lige bagefter og forsikrede mig om, at jeg havde gjort det helt rigtige. Og siden har de fortalt mig, at mor og barn har det godt."

Oplevelsen fylder stadig meget for Linda, der ikke selv har børn.

"Siden er jeg lettet fire meter, hver gang der kommer en gravid ned og skal benytte toilettet," siger hun.

Lindas kollega Lise-Lotte Andersen er fuld af beundring over Lindas handling og vil derfor indstille hende til en pris hos politiet, som gives for resolut og modig handling.

 

Dagens Gossip