Drenge indrømmer skolebrand

To 15-årige drenge har erkendt, at de står bag en brandstiftelse i en pedelbygning på Næsby Skole i Odense.

Erkendelsen faldt torsdag formiddag ved Retten i Odense, hvor drengene, der er elever på skolen, blev varetægtsfængslet i foreløbig fire uger.

- De erkendte, at de tændte ild i en sofa, og de erkendte, at de var fælles om det, fortæller anklager Maria Blomsterberg fra Fyns Politi.

Under retsmødet forklarede drengene ifølge anklageren, at de onsdag besluttede sig for at pjække fra skole. I stedet for at modtage undervisning brød de ind i pedelboligen.

- Her sad de og røg nogle smøger, og så fik de den idé at tænde ild til nogle sofaer. De forsøgte først med noget papir, og da det mislykkedes, fandt de et gammelt gardin, som de lagde oven på papiret, fortæller anklageren.

Efter at sofaen stod i flammer, gik drengene udenfor, hvor de tændte sig endnu en cigaret, inden de efter nogle minutter forsvandt fra stedet.

En mand fik dog øje på drengene. Han fotograferede dem med sin mobiltelefon og tilkaldte politiet, som anholdt de to drenge.

På grund af drengenes unge alder skal de sidde fængslet på sikrede institutioner.

 

Dagens Gossip

Dagens TV