Drop dine ulovlige våben anonymt

Hvis du har et ulovligt våben liggende hjemme i skuffen eller under sengen, bedes du nu møde op på din lokale politistation med det i hånden og aflevere det.

Og dét endda helt uden løftede pegefingre fra ordensmagten. De søsætter nemlig fra 1. juni til 1. juli en 'frit lejde'-aktion, hvor danskerne anonymt kan aflevere alt fra ulovlige knive til maskinpistoler.

- Vi forventer, at mange vil benytte sig af muligheden for at få det ud af verden, hvis de har noget liggende, som de enten godt ved er ulovligt, eller de mistænker at være det, siger vicepolitikommissær Lennart Rosenberg Glerup fra Østjyllands Politi.

Sidst, politiet iværksatte en lignende aktion i 2009, afleverede danskerne 800-1000 våben, og politiet forventer at se mindst ligeså mange denne gang.
Alle mulige former for våben, vel at mærke.

- Det er klart, at vi ikke forventer, at danskerne kommer ind med 1000 pistoler og maskingeværer. Vi regner også med at se ammunition, fyrværkeri, knive og sprængstoffer, siger Lennart Rosenberg Glerup.

Hvis det, man har liggende i privaten, er af meget sprængfarlig karakter, kan man også sende bud efter politiet, siger han:

- Hvis der for eksempel er tale om krysantemumbomber, så vil vi hellere have, at folk ringer, så vi selv kan komme og hente det.

Aktionen kommer i kølvandet på den lovændring, der trådte i kraft 1. juni sidste år, som gjorde det ulovligt at besidde våben med en kaliber større end 4,5 kaliber større end 4,5 millimeter.
Personer, der på det tidspunkt allerede ejede en et sådant våben, kan dog godt få lov til at beholde det, hvis de vel at mærke anmelder det til politiet inden den 1. juni i år.

Snuppes du efter den 1. juni med et ulovligt våben, er straffen en bøde eller fængsel op til to år.

 

Dagens Gossip