DSB: 95 ud af 100 tog kører til tiden

Der var lagt i kakkelovnen til en særlig søndag for DSB, som skulle indvie deres nye køreplan på samme dag som vinterens første store snefald.

Men både køreplaner og sne har artet sig, og togdriften kører i 95 ud af 100 tilfælde planmæssigt, fastslår DSB.

- Jeg synes, det er et flot resultat, selvom vi altid ønsker os at køre 100 procent til tiden, siger Tony Bispeskov, der er trafikinformationschef ved DSB.

- Vi kan selvfølgelig ikke sige os fri for, at der kan opstå en situation med forsinkelser, så derfor er det stadig en god idé at holde godt øje med, hvordan togtrafikken kører på dsb.dk eller på rejseplanen, siger Tony Bispeskov.

Hos DSB har man sikret ekstra personale til at håndtere landets cirka 4000 sporskifter, som er den helt store udfordring i denne type vejr, forklarer Tony Bispeskov.

- De forsinkelser, der har været, har primært været sporskifte, der har drillet, men der er tale om mindre forsinkelser. De fleste er kun på omkring fem til otte minutter, fortæller han til Ritzau.

Hvis der sætter sig is eller sne fast i et sporskifte, kan det ikke fjernbetjenes. Det kan skabe forsinkelser, da en mand må ud med en kost for at rense sporskiftet.

Det eneste sted, hvor køreplanen skrider, er mellem Vojens og Vamdrup, hvor busser kører i stedet for togene.

- Der er en strækning i det jyske mellem Vojens og Vamdrup, hvor der kører busser, og de kan ikke helt holde køreplanen, for det tager simpelthen længere tid at køre bus på grund af vejret.

I sidste uge kørte et godstog skinnerne op på den syv kilometer lange strækning, og derfor måtte DSB sætte busser ind til de op mod 3500 passagerer, som dagligt rejser på strækningen

/ritzau/

 

Dagens Gossip