For dumt: Ødelagt anhængertræk hindrede pengekup i Søndersø på Fyn

Pengetyvene i Søndersø på Fyn skulle måske have gjort deres hjemmearbejde lidt bedre før de slog til i nat.

Klokken 01.38 fik politiet besked om, at tyve var ved at stjæle en hæveautomat fra Danske Bank i Søndersø.

Et vidne kunne fortælle, at det var tre personer, der var i gang med et forsøg på et pengekup, men at de hurtigt efter forlod stedet.

Kort efter nåede tre patruljebiler frem til banken, og her dukkede så også forklaringen op på hvorfor tyvene ikke fik meget ud af det kup.

Gerningsmændene havde nemlig ved hjælp af bilens anhængertræk trukket hæveautomaten ud fra bygningen, hvorved der skete større materiel skade på banken.

Men der er noget som tyder på, at gerningsmændene har forregnet sig i forhold til hvad bilens anhængertræk kunne holde til.

For anhængertrækket blev sammen med kofanger og nummerpladen fra bilen fundet på stedet.

På stedet havde gerningsmændene desuden efterladt en større trailer, som stod med bagklappen nede, som om den var gjort klart til at skulle anvendes til transport af hæveautomaten.

Da hæveautomaten ikke kunne være i selve køretøjet og traileren ikke kunne efterspændes bilen, blev tyveriet af hæveautomaten dermed ikke til noget.

Det lykkedes ikke politiet at få fat i tyvene, som sandsynligvis er kørt fra stedet i en sort Kia Sorento med registreringsnummeret GA 92.361.

Bilen er den 11. maj 2012 blevet stjålet i Ringe. på Midtfyn.

Oplysninger i sagen kan gives til Fyns Politi på nummer 114.

Dagens Gossip