Ekspert: Milliarden er nødvendig for Thorning

Den danske milliardrabat på EU-budgettet var en bunden opgave for statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), og statsministeren overrasker derfor ikke ved at få det danske krav i hus.

Det vurderer EU-eksperten professor Peter Nedergaard fra Københavns Universitet, efter at de 27 EU-landes stats- og regeringsledere fredag er blevet enige om om nyt budget.

- Rabatten er penge, der allerede er brugt. De er brugt i den skatteaftale, som VK-regeringen lavede i sin tid med De Radikale, og som er videreført af regeringen, siger Peter Nedergaard og fortsætter:

- Derfor har det også været en bunden opgave for Helle Thorning at få en rabat i hus, fordi hun ellers skulle ud og finde pengene et andet sted.

Peter Nedergaard refererer til, at milliardbeløbet allerede er blevet brugt til at finansiere den såkaldte 2020-plan.

Efter at medlemslandene er blevet enige, skal aftalen nu til forhandling i EU-Parlamentet, hvor flere af de fremtrædende politiske profiler på forhånd har udtrykt stor skepsis over for det kompromis, der tegnede sig.

/ritzau/

 

Dagens Gossip