Ekspert: SF-storsejr er udtryk for mistillid

Med godt to tredjedele af SF'ernes stemmer kunne Annette Vilhelmsen lørdag indtage posten som SF-formand foran sundhedsminister Astrid Krag, der ved valgkampens start ellers var storfavorit.

Og det massive flertal til Vilhelmsen overrasker da også politisk journalist og SF-kender Hans Mortensen, der ser det som et kæmpe spark til den hidtidige ledelse med Villy Søvndal.

- Sejren er overraskende stor. Jeg tror ikke, nogen havde forestillet sig en sejr i den størrelsesorden, siger Hans Mortensen, der er forfatter til bogen "Den røde tråd" om SF.

- Ledelsen er kørt af sted i et alt for højt tempo uden at have partiet med sig, og nu slår baglandet voldsomt tilbage. Det er en decideret mistillidserklæring til den hidtidige ledelse, fortsætter han.

Med den massive opbakning står Annette Vilhelmsen stærkt som partiets nye formand, men der venter hende også en række hårde udfordringer.

- Spørgsmålet er, om hun formår at indfri tilliden fra medlemmerne. Mange har en forventning om, at SF skal føre en anden kurs i regeringen og få en anden politik igennem - og hun kan nemt komme til at skuffe, siger Hans Mortensen.

Samme melding kommer fra chefredaktør på Fyns Amts Avis, Troels Mylenberg, der allerede ved annonceringen af Annette Vilhelmsens kandidatur spåede, at hun ville kunne nå langt.

- Hun har lovet, at hun vil tage landsledelsen mere med i beslutningerne, og det skal hun bevise nu. Hun vil have, at der skal være kortere mellem top og bund i partiet, og det er meget nemt at sige, men kan måske være svært i praksis, siger Mylenberg.

- Men med sin enormt sikre sejr har hun vundet sig meget tid. Hun kan gøre stort set, hvad hun vil, og det giver hende en ret sikker platform i regeringen, at hun har vundet så sikkert, tilføjer han.

Annette Vilhelmsens første opgave bliver at finde ud af, om der skal ske ændringer i SF's ministerposter, hvorefter hun sammen med Socialdemokraterne og Radikale skal overveje, hvordan næste års finanslov skal se ud - og hvem den skal indgås med.

/ritzau/

 

Dagens Gossip