EL: Dagpengetal kan koste regeringsmagten

Regeringen har en kynisk holdning til de arbejdsløse, og det vil koste dem magten.

Så hårde er ordene fra Enhedslisten, efter nye tal i dag viste, at små 13.000 danskere i år har mistet dagpengene.

- Der er ingen regering, der kan blive genvalgt, hvis de overser et så alvorligt problem som det, der er ved at blive skabt for de arbejdsløse, siger beskæftigelsesordfører i Enhedslisten, Christian Juhl, til Newspaq.

Han kalder de nye tal fra en opgørelse fra a-kasserne og AK-Samvirke, for en fiasko for regeringens politik og kalder deres holdning til de arbejdsløse for "kynisk".

- Jeg ved ikke, hvor de befinder sig henne lige nu, men det er ihvertfald ikke i den virkelighed, jeg kender, siger Christian Juhl, som forventer, at udviklingen vil fortsætte i den samme retning.

Enhedslisten kræver derfor, at optjeningsperioden nedsættes til seks måneder, og at også jobrotation og løntilskud skal tælle.

Det afviser beskæftigelsesminister Mette Frederiksen dog overfor Ritzau. Hun er heller ikke parat til at vurdere, om AK-Samvirkes skøn holder stik.

- Det kan jeg ikke vurdere. Men jeg kan i hvert fald sige, at vi har et reelt problem, siger hun til Ritzau.

Dagens Gossip