Enhedslisten: Ledige vil gerne være slagtere

Passive jobcentre og magelige arbejdsgivere, som hidtil har hyret polsk arbejdskraft, fordi det var lettest og billigst, ser nu ud til at gøre mere for få ledige danskere i arbejde.

Det mener Enhedslistens arbejdsmarkedsordfører, Christian Juhl, efter at Berlingske tirsdag skriver, at arbejdsløse danskere tilsyneladende er blevet mindre kræsne i jagten på at finde arbejde efter dagpengereformen.

- Vi har manglet i mange år, at jobcentrene er mere opsøgende, og det ser ud til at begynde at fungere. Men der skal altså mere til, før jeg bliver imponeret, siger Christian Juhl til Ritzau.

- Samtidig er arbejdsgiverne også begyndt at være opsøgende. De har været magelige hidtil og blot taget det letteste og billigste. Der er tydelige tegn på, at man har søgt udenlandske arbejdere rundt om.

Ifølge flere jobcenterchefer, som Berlingske har talt med, vil ledige nu rejse længere og søge bredere og uden for deres egen branche for at finde beskæftigelse.

Det hænger muligvis sammen med, at politikerne 1. januar halverede dagpengeperioden til to år, vurderer et klart flertal af de i alt 38 jobcenterchefer.

I Horsens er slagteriet Danish Crown for første gang i flere år lykkedes med at få danskere til at tage en ferietjans på slagteriet, efter at byens jobcenter og slagteriet i samarbejde har slået 75 job op.

Men Christian Juhl mener ikke, at eksemplet med Danish Crown er retvisende. Ledige danskere har alle dage været villige til at tage arbejde på et slagteri:

- Jeg har ikke oplevet folk, som ikke ville rejse efter et job som eksempelvis slagterimedarbejder. De kan få alle de danskere, de vil, tror jeg, siger han og tilføjer:

- Men det er da dejligt, hvis historien viser en tendens. For så kan der snart komme gang i at få 160.000 andre ledige i beskæftigelse.

/ritzau/

Dagens Gossip