Erhvervslivet til Østergaard: Drop fjumreåret

Regeringens planer om at begrænse de studerendes ret til SU i det sjette studieår - det såkaldte fjumreår - er et skridt i den rigtige retning.

Men uddannelsesminister Morten Østergaard (R) er nødt til at hive mere radikale tiltag op af reformposen, hvis de unge skal hurtigere igennem studierne.

Sådan lyder reaktionen fra forsknings- og uddannelsespolitisk chef i Dansk Erhverv, Jannik Schack Linnemann, efter uddannelsesministeren har offentliggjort dele af den omdiskuterede SU-reform, som bliver præsenteret tirsdag eftermiddag.

- Det er klart, at sociale begivenheder som sygdom, graviditet og lignende skal udløse ekstra SU, men vi har svært ved at forstå, at studerende skal have mere SU, end deres uddannelse er normeret til, siger Jannik Schack Linnemann.

- Det sender ganske enkelt et forkert signal og er ikke i tråd med de krav, de unge møder på arbejdsmarkedet, når deres eksamen er i hus, tilføjer han.

De studerendes ret til SU i fjumreåret bliver nu strammet. De 12 ekstra SU-klip sikrer i dag, at de studerende modtager SU, selv hvis de bliver forsinket med deres studier i op til et år.

SU i det sjette studieår skal fremover kun være for de studerende, som holder mindre end to sabbatår mellem deres ungdomsuddannelse og videregående uddannelse. Samtidig må man i fremtiden højst være et halvt år forsinket per uddannelse.

Reformen skal sikre, at de studerende kommer hurtigere gennem uddannelsessystemet og spare statskassen for op imod to milliarder kroner.

Dansk Erhverv vil dog gå skridtet videre og nedjustere SU'en med 3,6 milliarder kroner, så erhvervslivet herhjemme bliver endnu mere konkurrencedygtigt.

- Ser vi på de lande, vi konkurrerer med om vækst og velstand, er stipendieordningerne langt mindre generøse end herhjemme, siger Jannik Schack Linnemann.

- Det kan virkelig undre, at de studerende ikke udviser interesse i, at vi får et erhvervsliv, som er konkurrencedygtigt og som på den lange bane kan skabe vækst og beskæftigelse til de selvsamme mennesker, der om få år skal ud på arbejdsmarkedet, siger han.

/ritzau/

 

Dagens Gossip