Eriksen: Det sejlede for os

Christian Eriksen mener, at alle på det danske fodboldlandshold skal kigge kritisk på sig selv efter tirsdagens 0-4-nederlag på hjemmebane til Armenien.

- Jeg tror, at vi alle sammen skal kigge indad, siger Christian Eriksen.

Ajax-stjernen var slukøret efter ydmygelsen, som har forværret Danmarks chancer for at komme med til VM i Brasilien næste år.

- Der er mange følelser. Det er meget tomt. At det kunne gå så galt, det havde jeg ikke regnet med eller skænket en tanke.

- Vi kiksede med det, vi skulle og med de planer, vi havde. Der var ikke rigtig noget af det, vi havde snakket om, som lykkedes, siger Christian Eriksen.

I sidste uge vandt Danmark 2-1 over Georgien i en testkamp, efter at holdet kom bagud, men det kunststykke kunne danskerne ikke gentage.

- Vi kom også bagud mod Georgien, og vi vidste, vi godt kunne slå tilbage. Der var ikke nogen, der var bange for at komme bagud.

- Det var et lille slag, men vi havde chancerne efter det mål. Men det sejlede for meget for os, siger Christian Eriksen.

Der var rygter om, at den italienske klub AC Milan var interesseret Christian Eriksen inden opgøret i Parken.

- Ikke efter kampen mod Armenien, konstaterer den danske midtbanespiller.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV