EU-danskere vil stoppe Apples Øvig-censur

Morten Messerschmidt (DF) og Morten Løkkegaard (V) går begge i kamp mod it-giganten Apple, der har nægtet at forhandle Peter Øvigs tobindsværk "Hippie" på grund af bøgernes nøgenbilleder.

- Man tror, det er løgn, at vi i 2012 skal udsættes for den slags nypuritanisme, siger Morten Løkkegaard og fortsætter:

- Apple behandler jo forbrugerne som børn. Der er tale om et historisk værk, og den form for amerikansk moralisme hører ingen steder hjemme - hverken i Danmark eller i Europa.

Morten Løkkegaard vil nu bede kommissæren for den digitale dagsorden, Neelie Kroes, om at gå ind i sagen.

- Det er oplagt at få kommissæren til at gå ind i sagen og kræve, at Apple lever op til europæiske standarder om ytringsfrihed. Vi taler om et marked med 500 millioner forbrugere og en hel anderledes forståelse af kunstnerisk frihed, siger Løkkegaard.

Samtidig har hans kollega fra parlamentet Morten Messerschmidt bedt kommissæren for det indre marked, Michel Barnier, om at afgøre, om der er tale om "misbrug af en dominerende stilling på markedet", når Apple nægter at sælge Øvigs bøger.

Barnier har også tidligere været inddraget i en lignende sag, da Ekstra Bladet fik afvist sin e-avis af Apple på grund af avisens billeder af de afklædte "side 9-piger". Dengang udtrykte kommissæren "betænkelighed" over afvisningen.

Mens politikerne i Bruxelles har hidset sig op og er gået ind i sagen om Apples censur, har kulturminister Uffe Elbæk (R) tidligere afvist at blande sig - indtil mandag aften, hvor han i en statusopdatering på Facebook forholder sig til "den absurde nyhed".

- Det er på alle måder bemærkelsesværdigt. Men endnu mere bemærkelsesværdigt er det, at firmaet ikke har nogen kommentarer til beslutningen. Overhovedet, skriver ministeren og tilføjer:

- Nu bør Apple altså komme på banen og forklare sig. Alt andet er uholdbart.

 

Dagens Gossip