Få fingre i Marys gamle bil: Den kan købes på Bilbasen

Drømmer du om at få et royalt pift i din hverdag, så er det nu, du skal slå til. Kronprinsesse Marys gamle bil er nemlig sat til salg, fremgår det af en nyoprettet annoncen på salgssiden Bilbasen.

For få år siden kørte Mary rundt i en elbil af mærket Renault Fluence 70 kW Z.E. Dynamique med nummerpladen krone 20, siden hen blev bilen solgt videre til Henrik Vedel fra Rungsted i Nordsjælland.

Selvom ejeren af den royale kongeblå bil fra 2012 har været glad for den, har han sat den til salg til 115.000 kroner på Bilbasen. Det er en sjat dyrere end andre lignende elbiler, men den sjove detalje med at kronprisensens kone har siddet bag rattet trækker prisen op, forklarer pr-ansvarlig hos Bilbasen Jan Lange til TV2.

- I runde tal er den 20.000 kroner dyrere, end de andre modeller på markedet normalt koster. Det kan være, at det er den royale effekt, der slår igennem. Man kan sige, at det koster lidt, at den har royale gener, siger Jan Lange til TV2.

Den høje pris kan måske også forsvares, eftersom elbilen har kørt forbavsende lidt og er i særdeles god stand. Da Henrik Vedel købte bilen, havde den kun tilbagelagt 4000 km, mens nordsjællænderen har føjet yderligere 11.000 km til det samlede antal kilometer. 

Jan Lange beretter om en overvældende interesse for bilen. Alene i weekenden har tusindvis af nysgerrige danskere klikket forbi kronprisessens aflagte bil på Bilbasen. 

Dagens Gossip