Fængslet punkband kan vinde fornem pris

De tre fængslede medlemmer af det russiske punkband Pussy Riot er med i kampen om at vinde en fornem pris i Europa.

Pigegruppen er blandt de fem nominerede til Sakharov-prisen, som hvert år uddeles af EU-Parlamentet til personer, der har ydet et afgørende bidrag til kampen for menneskerettigheder i deres hjemland.

Anti-apartheid-ikonet Nelson Mandela og FN's tidligere generalsekretær Kofi Annan er blandt de personligheder, der tidligere har modtaget hæderen.

Pussy Riot-pigerne blev i august idømt hver to år bag tremmer for at have gennemført en politisk protestaktion i Moskvas katedral i februar. Pigerne protesterede mod den russiske leder Vladimir Putin.

Dommen til pigegruppen har mødt kritik verden, og den fremtrædende forkæmper for demokrati, Aung San Suu Kyi fra Myanmar, har blandt andet opfordret Rusland til at løslade pigerne.

Den russiske regering raser over, at Pussy Riot er med i kapløbet om menneskerettighedsprisen.

- EU-Parlamentets initiativ kan kun ses som et groft forsøg på at blande sig i den russiske regerings arbejde og sætte spørgsmålstegn ved domstolens beslutning.

- Afgørelser, som er truffet af selvstændige juridiske organer, herunder dem i Rusland, bør respekteres, lyder det fra det russiske udenrigsministerium i en udtalelse.

Sakharov-prisen er opkaldt efter den russiske atomfysiker og Nobelprismodtager Andrej Sakharov og blev første gang uddelt i 1988.

Vinderen af Sakharov-prisen bliver offentliggjort 26. oktober og modtager 50.000 euro (cirka 370.000 kroner).

Dagens Gossip