Fagforbund vil have øremærket barsel til far

Det er helt afgørende, at danske mænd tager mere barsel.

Sådan lyder fra hovedorganisationen FTF, efter at det har vist sig, at danske mænd ikke alene holder markant mindst barsel i Norden, men at de også tager mindre barsel end tidligere.

I alt holdt danske mænd i gennemsnit 36 dages barsel sidste år mod 38 dage året før.

Og det er en deprimerende udvikling, mener FTF-formand Bente Sorgenfrey.

- Det er selvfølgelig deprimerende. Det er helt afgørende, at mænd tager mere barsel.

- Vi mener faktisk, at tre måneder af barslen skal reserveres til mændene, for vi kan se fra andre lande, at det er med til at skabe en bedre relationer mellem fædre og børn, siger hun.

Danmark er det eneste nordiske land, der ikke har en ordning om øremærket barsel til mænd.

I Sverige, eksempelvis, er 60 dage reserveret til mændene, mens norske mænd har ret til 12 ugers barselsorlov.

I regeringsgrundlaget står der direkte, at man også i Danmark skal have øremærket tre måneders barsel til mænd.

Det er endnu ikke ført ud i livet. I stedet har regeringen nedsat et særligt udvalg, som skal se på konsekvenserne af øremærket mande-barsel - et udvalg, som FTF også sidder med i.

- Vi synes måske ikke, man havde behøvet at lave det udvalgsarbejde. Man kunne bare have indført det, der står i regeringsgrundlaget, lyder det fra Bente Sorgenfrey.

Hun mener også, at den økonomiske krise kan være med til at forklare, hvorfor mænd holder mindre barsel end tidligere.

- Jeg tror, at krisen spiller ind. Det kan godt tænkes, at mænd er angste for at miste deres job, hvis de kommer og beder om længere barsel, siger Bente Sorgenfrey.

/ritzau/

Dagens Gossip