Fakta sure over Nettos sammenligning af priser

Der er krig på discountkniven, efter Netto i dag har lanceret en fræk reklame, hvor de sammenligner deres egne priser med konkurrenten Faktas.

Landets aviser er i dag prydet med en annonce fra Netto, hvor de med billeder af to kasseboner viser, at de har handlet de samme varer ind i Netto og Faktak - forskellen er, at totalen på Netto-bonen er 498,20 og på Fakta-bonnen er den på 528,75.

Der er tale om indkøb af 41 almindelige dagligvarer fra de to butikker.

Men Fakta vil ikke høre tale om, at det skulle have noget på sig. Sammenligningen er både uholdbar og uvidenskabelig, lyder det.

- De må jo have behov for det, siden de laver den slags, siger Jens Juul Nielsen, der er informationsdirektør i Coop, som driver Fakta-kæden, til MetroXpress.

Han beskylder Netto for at have udvalgt bestemte varer til fordel for Netto selv.

- De har jo valgt 41 ud af 2.000 varer, og dermed kan de opnå det resultat, som de gerne vil have. De kunne jo have valgt 41 andre produkter, og så var resultatet måske blevet anderledes. Fakta er fuldt konkurrencedygtig på priserne, og det tror jeg godt, at kunderne kan gennemskue, siger Jens Juul Nielsen.

I Netto afviser man klart de beskyldninger. Bonerne taler for sig selv, siger landedirektør for Netto Jeppe Dahl Jeppesen

- Jeg synes, at det er en nem og overskuelige måde at vise, at vi har de stærkeste priser i Netto. Der er jo tale om helt almindelige basis-varer, som er direkte sammenlignelige. Jeg tror, at billedet ville være det samme, hvis vi havde valgt nogle andre varer, lyder det fra Dahl Jeppesen.

I Fakta overvejer man nu selv at tage ud og fylde et par indkøbskurve i de to butikker og lave en egen prissammenligning.

 

Dagens Gossip