Falklands-veteraner: Thatcher var afskyelig

Der bliver grædt tørre tårer i Argentina efter nyheden om Margaret Thatchers død.

Den tidligere britiske premierminister skildres som en krigsmager, der trak opgøret om Falklandsøerne i langdrag af politiske årsager.

Adskillige argentinske veteraner fra konflikten i 1982, der står som et af højdepunkterne i Thatchers politiske karriere, reagerede med glæde efter meddelelsen om hendes bortgang.

- Gud velsigne den dag, hvor denne frygtelige kvinde døde, siger den 71-årige Domenico Gruscomagno.

- Hun var en afskyelig person. Hun førte krig for at vinde valg i Storbritannien.

Konflikten fandt sted fra april til juni i 1982. Året efter blev Thatcher genvalgt som premierminister, og valgsejren tilskrives i høj grad briternes militære sejr.

Mario Volpe, leder af Malvinas (Falklands, red.) Center for Veteraner siger, at "Thatcher døde uden at blive straffet, uden at være stillet for en domstol".

Han anklager Thatcher for at have ignoreret en mulighed for at afværge krigen ved at indgå en fredsaftale med Argentinas militærjunta, før den kontroversielle beslutning om at godkende angrebet på det argentinske slagskib General Belgrano.

- Lad os sige det på den måde, at hun vil ikke blive husket som en, der på nogen som helst måde har bidraget til fred, siger Mario Volpe.

- Jeg tænker altid på hendes beslutning om at sænke krydseren (General Belgrano), fordi hun forinden fik muligheden for at standse krigen, men valgte at optrappe konflikten, siger han.

De seneste år er spændingerne mellem Argentina og Storbritannien taget til efter fundet af oliereserver ud for Falklandsøerne i den sydlige del af Atlanterhavet og 30-års-dagen for krigen.

Øerne med nogle få tusinde indbyggere har siden 1833 været under britisk herredømme. Argentinerne mener, at øgruppen tilhører dem.

FN har flere gange opfordret de to lande til at forhandle om suveræniteten over øerne, men det afviser briterne.

323 besætningsmedlemmer døde, da General Belgrano blev sænket. I alt havde Argentina et tab på 649 menneskeliv, mens 255 briter mistede livet under den 74-dage lange konflikt.

Mario Volpe vendte hjem med en punkteret lunge og en skadet skulder.

/ritzau/AFP

 

Dagens Gossip