Familiefar melder sig selv efter knivstikkeri

En familiefar, der mistænkes for at stå bag et knivstikkeri på Østerbro tidligere mandag, har omkring midnatstid meldt sig selv til politiet.

- Han navngav sig som den, vi søgte. Han skal afhøres i løbet af natten, siger central efterforskningsleder Kenneth Vesth fra Københavns Politi.

To mænd blev mandag eftermiddag såret med kniv, da en kvinde ville hente sit barn hos eks-manden. Der opstod et skænderi, og det førte til, at kvinden tilkaldte noget familie.

Den ophidsede stemning endte med, at de to mænd blev såret i henholdsvis en arm og et ben.

Mændene blev kørt på sygehuset, hvor de er blevet behandlet for deres skader. Ingen af dem har været i livsfare.

Den 32-årige familiefar stak af efter opgøret på Østerbro, og politiet har ledt efter ham i løbet af aftenen.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV