Farce i Nigeria: Succestræner vender tilbage

Det var lidt af en chokmelding, at Nigerias fodboldlandstræner, Stephen Keshi, opsagde sin kontrakt blot et døgn efter, at holdet lige havde vundet Africa Cup of Nations.

Men tirsdag er 51-årige Keshi tilbage på pinden efter en samtale med Nigerias sportsminister, Mallam Bolaji Abdullahi.

- Min opmærksomhed er blevet rettet mod meldinger i medierne om, at jeg er stoppet som landstræner for Nigerias superørne, siger Keshi i en pressemeddelelse fra det nigerianske fodboldforbund (NFF).

- Det er mig en glæde at fortælle, at jeg har genovervejet min position, og jeg har besluttet at fortsætte med mit job.

- Jeg ønsker at takke den ærværdige sportsminister, Mallam Bolaji Abdullahi, for hans hurtige og rare intervention, siger Keshi.

Der har været en del uro i kulisserne under Africa Cup of Nations, og Keshi var utilfreds med flere ting undervejs. Men de ting er fortid nu.

- Jeg har haft grund til at udtrykke min utilfredshed med nogle forhold ved forberedelserne til Africa Cup of Nations, som mit hold takket være Guds nåde vandt, især angående mit forhold til det nigerianske fodboldforbund.

- Siden da har jeg haft mulighed for at diskutere de forskellige emner med de involverede parter, forklarer Keshi.

Blandt andet var Keshi undervejs i turneringen sur over, at nigerianske ledere havde booket hjemrejse umiddelbart efter kvartfinalen mod Elfenbenskysten.

Keshi har været Nigerias landstræner siden 2011 og har tidligere blandt andet vundet det belgiske mesterskab i spidsen for Anderlecht.

Søndag aften vandt nigerianerne de afrikanske mesterskaber med en finalesejr på 1-0 over Burkina Faso, hvilket var den største fodboldtriumf hos Nigeria siden OL-guldmedaljerne i 1996.

/ritzau/

 

Dagens Gossip