Ferguson undskylder overfor fans

Manchester Uniteds manager Alex Ferguson er kommet i modvind, efter han i et verbalt angreb på Newcastle-manager Alan Pardew kaldte Newcastle for "en lille klub fra nordøst".

Nu trækker Ferguson i land, men får samtidig understreget, hvor lidt Newcastle har at prale af i forhold til eksempelvis Manchester Uniteds bugnende pokalskab.

Det er ikke manager Alan Pardew, der er genstand for søndagens beklagelse fra Ferguson. Det er fansene, United-legenden henvender sig til.

I et interview med Mail on Sunday siger Ferguson om Newcastles fans, at de er blandt de bedste i fodboldens verden.

- Det var aldrig min mening at forklejne Newcastles fans. Jeg vil gerne udrydde enhver misforståelse, der er opstået efter det, jeg sagde. Jeg har intet andet end den største respekt for Newcastles fans, og det har jeg altid haft.

- De er oppe blandt de bedste fans i fodbold, lyder de store ord fra Alex Ferguson.

Den karismatiske skotte formår dog alligevel - midt i al rosen - at strø mere salt i Newcastle-såret.

Han siger videre om klubbens fans:

- Deres passion, engagement og iver har aldrig vaklet, selv om de har ikke haft meget at fejre.

Ferguson roser Newcastle-tilhængerne for altid at bakke holdet op, og han fortæller, at han altid gør sine spillere opmærksom på, hvor vigtigt det er, at de forbereder sig på mødet med Newcastles fantastiske fans på hjemmebanen St. James Park.

- Desværre har resultaterne ikke matchet tilhængernes loyalitet. Hvis Newcastles resultater havde matchet støtten fra de folk, der betaler for at se dem spille, ville klubben være blandt spillets giganter.

- Det er tragisk, at de ikke har været i stand til at vinde titlen i ligaen i mere end 80 år, siger Alex Ferguson.

/ritzau/AFP

 

Dagens Gossip