Flere børn og unge fjernet fra forældre

Antallet af børn og unge, der anbringes uden for hjemmet, er faldet med 12 procent fra 2010 til 2011, viser nye tal fra Ankestyrelsen.

Men til gengæld er antallet af børn og unge, der er fjernet fra hjemmet uden samtykke fra forældrene, steget med hele 22 procent.

Der blev truffet 377 afgørelser om anbringelse uden samtykke i 2011 mod 309 afgørelser i 2010.

Ved udgangen af 2011 var 12.364 børn og unge anbragt, mens 12.699 børn og unge var anbragt i 2010, hvilket svarer til et lille fald i det samlede antal anbringelser på i alt tre procent.

Tallene viser samtidig, at stadig flere børn anbringes hos plejefamilier som første anbringelsessted.

36 procent af børnene og de unge blev anbragt i en plejefamilie i 2011 - i 2007 var det 25 procent.

I samme periode er andelen af børn og unge, der blev anbragt på en døgninstitution som første anbringelsessted, faldet fra 36 procent til 28 procent.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV