Fløjsblød og smagfuld dip af sød kartoffel og avocado

Jeg spiste søde kartoffelfritter med guacamole forleden, som jeg har gjort så mange gange før. Men pludselig slog det mig, at kombinationen af sød kartoffel og avocado (som jo smager hammergodt) da måtte kunne forenes på andre måder – i en dip for eksempel.

Det er intet mindre end genialt!

En omgang dip med gnavegrønt er vitterligt det perfekte mellemmåltid – eller tilføj et par spejlæg, kyllingelår eller frikadeller og der kan være morgen-, frokost eller aftensmad.

I dippen kombineres gode kulhydrater fra den søde kartoffel og sundt fedt fra avocadoen og forvandlet til en fløjlsblød dip, ja så tvivler jeg på, at det kan blive meget bedre.

Til 2 dipsultne skal du bruge:
1 stor sød kartoffel (ca. 500g)
2 modne avocado
2 store fed hvidløg
Saften af 1 citron
Smag til med havsalt og sort peber (chilipulver, stødt mild paprika, stødt spidskommen mv. kan også anvendes efter smag)
Lidt stødt røget paprika til drys
Gnavegrønt ad libitum

Sådan gør du:
Vask den søde kartoffel og halver den på langs.

Læg de halverede kartofler på en bagepapirsbeklædt bageplade med skærefladen nedad.

Bag de halve kartofler i en forvarmet ovn på 200C i ca. 30-40 minutter eller intil de er møre.

Skrab det møre kartoffelkød ud af skallerne med en spiseske.

Skær avocadoerne over, fjern stenene og skrab kødet ud med en spiseske.

Pil hvidløgsfedene og skær dem i tynde skiver. I en skål kombineres det bagte kartoffelkød, avocado, hvidløg, citronsaft, havsalt og sort peber.

Blend ingredienserne sammen til en cremet og klumpefri dip med en stavblender. 

Smag dippen til.

Server dippen drysset med lidt røget paprika og masser af gnavegrønt.

Sabine Murati er uddannet naturopath i biologisk medicin fra Institut for Biologisk Medicin. Hun er bosat i Canada og blogger om stenalderkost og sundhed på www.mypaleopantry.com.

Følg Dagens Opskrifter for flere lignende artikler:

 

 

Dagens Gossip

Dagens TV