Fodboldspiller: Racisme tæt på at koste job

Tottenhams brasilianske midtbanespiller Paulinho har en fortid med masser af racisme fra sin tid i østeuropæisk fodbold.

25-årige Paulinho optrådte fra 2006 til 2008 for litauiske FC Vilnius og LKS Lodz i Polen.

- Jeg blev udsat for racisme. I to specifikke kampe lavede fans abelyde og smed mønter efter mig, og jeg tænkte, at det behøver jeg ikke at tolerere det her, og så valgte jeg at skifte videre, siger Paulinho ifølge nyhedsbureauet AFP til flere britiske medier.

Skiftet fra Vilnius til Lodz blev dog ikke et farvel til racismen for den dygtige brasilianer.

- Jeg vil ikke tale om de interne problemer i Polen, for holdet hjalp mig, men jeg havde en endnu hårdere tid der.

- Klubben havde problemer med nogle bestemte personer, men det har jeg aldrig talt om i et eneste interview. Jeg vil ikke tale dårligt om andre.

- Men jeg mistede håbet og troen på mig selv. Jeg var fanget. Og når man har det sådan, så bliver man trist, fortæller Paulinho, der i dag er en del af Brasiliens landshold.

- Jeg overvejede at stoppe med fodbolden. Jeg tænkte, at jeg behøver ikke at sætte mig selv i den slags situationer. Der gik tre uger, hvor jeg ikke spillede, og jeg vendte primært tilbage af familiære årsager.

- Jeg følte et ansvar over for min mor og far, og jeg talte meget med min kone.

- Hun nævnte, at mine forældre altid havde bakket mig op og gjort alt for mig, og at jeg skulle give dem noget tilbage ved at vende tilbage til fodbolden.

- Og så sagde hun; hvis du stopper med fodbolden, hvad vil du så lave? Og hun havde ret. Hvis jeg var stoppet med fodbold, så ville jeg ikke have haft noget, siger Paulinho.

Brasilianeren er denne sommer skiftet fra Corinthians i hjemlandet for 17 millioner pund svarende til 150 millioner kroner.

/ritzau/

Dagens Gossip