Fødevarestyrelsen: Frosne bær skal koges

Man skal koge sine frosne bær, inden de kommer i blenderen eller i lagkagen.

30 personer har de seneste måneder fået konstateret smitsom leverbetændelse, og Fødevarestyrelsens mistanke retter sig mod frosne bær som kilden til smitten.

Fødevarestyrelsen anbefaler derfor, at forbrugerne giver frosne bær et opkog på mindst et minut, før de bruges i smoothies, som kagepynt eller til desserter, som ikke bliver varmet op.

Fødevarestyrelsen anbefaler generelt forbrugerne at skylle frugt og grønt samt at koge frosne hindbær, hvis de anvendes i retter, som ikke efterfølgende varmebehandles.

Det er et lovkrav, at storkøkkener, caféer og restauranter skal varmebehandle frosne hindbær, inden de serveres i smoothies eller desserter. Storkøkkener, der laver mad til sårbare personer, anbefales også at koge alle frosne bær.

Statens Serum Institut, DTU Fødevareinstituttet og Fødevarestyrelsen arbejder i øjeblikket tæt sammen om at spore smittekilden til sygdomsudbruddet, der siden oktober i fjor har forårsaget leverbetændelse hos foreløbigt 30 personer i Danmark.

Opklaringsarbejdet i Danmark vanskeliggøres af, at smitten kan være sket op til 50 dage, før man bliver syg.

Dermed kan det være en udfordring at huske præcist, hvilke fødevarer man har spist. Derfor består efterforskningen blandt andet af interview med de smittede forbrugere.

I samarbejde med detailbranchen forsøger Fødevarestyrelsen også at spore inficerede bær blandt andet ved gennemgang af lagere og kasseboner og dankortoplysninger fra enkelte af patienterne.

Symptomerne på infektion med hepatitis A er blandt andet feber, kvalme, mavesmerter og gulsot. Urinen bliver mørkfarvet og afføringen lys.

Symptomerne på leverbetændelse viser sig typisk efter tre til fire uger, men det kan variere mellem 15 0g 50 dage.

Forbrugere, der har mistanke om, at de er smittede, skal kontakte deres læge.

/ritzau/

 

Dagens Gossip