Fødte to par tvillinger på én gang

En kvinde i Texas har født fire børn - ikke firlinger, men to par enæggede tvillingdrenge, oplyser et hospital i Houston.

Den 36-årige Tressa Montalvo fødte de to tvillingepar med kejsersnit på The Woman's Hospital of Texas i sidste uge.

Montalvo, der ikke brugte nogen form for fertilitetsmedicin, fik først at vide, at hun skulle have tvillinger. Men hun og faren, Manuel Montalvo, fik senere at vide, at de skulle have fire babyer.

Chancerne for, at en kvinde føder to par tvillinger naturligt er en til 70 millioner.

Ace og Blaine på henholdsvis 1640 gram og 1790 gram blev født om morgenen 14. februar, mens Cash og Dylan blev født et minut senere og vejede henholdsvis 1330 gram og 1530 gram.

- Vi holdt os til at A-B-C-D-temaet, da vi navngav dem, siger Tressa Montalvo og tilføjer:

- Vi ventede ikke dette her. Vi ville bare gerne have et barn mere. Nu er vi blevet velsignet med fire.

Hendes mand siger dog i en pressemeddelelse, at han vil have flere børn, da han endnu ikke har en datter.

/ritzau/Reuters

 

Dagens Gossip