Folkeskole og gentagelser skal redde Thorning

Så er ferien forbi. I dag trækker Folketingets politikere i arbejdstøjet igen efter sommerferien, og specielt statsminister Helle Thorning-Schmidt kommer på hårdt arbejde på førstedagen.

Regeringen er i modvind, meningsmålingerne peger i den forkerte retning, og det faktum må statsministeren gøre noget ved, når hun går på talerstolen for at holde sin åbningstale.

- Det er en tale, som får stor betydning for statsministeren. Regeringen er kommet ringe fra start, og mange vælgere er smuttet fra rød blok det seneste år. Derfor vil vi se en tale, der ligger op til et gearskift, siger politisk kommentator på Berlingske, Thomas Larsen, til Newspaq.

Han mener derfor, at Helle Thorning-Schmidt vil gå fra at tale om de store økonomiske linjer - såsom 2020-plan og reformer - til at tale om det, der berører den enkeltes hverdag.

- Hun vil tale om konkrete ting, eksempelvis om hvordan vi giver vores børn bedre uddannelse i folkeskolen, og om hvordan vi hjælper udsatte børn. Det handler ikke, som tidligere, om at tage de største beslutninger i vor tid, men om at løse de udfordringer, der ligger lige om hjørnet, forklarer Larsen.

Politisk redaktør på Fyens Stiftstidende, Elisabet Svane, deler vurderingen af, at Thorning-Schmidt vil tage de kortsigtede briller på.

- Der vil afgjort blive talt mere om 2012 end 2020. Et helt oplagt område er arbejdspladser, og hvad regeringen vil gøre for at få flere i arbejde efter krisen, siger Svane, som også tror, at 40-årsdagen for Danmarks medlemskab i EF bliver nævnt.

Åbningstalen er traditionen tro også en retorisk udfordring for statsministeren, som har brug for at sætte sig selv i centrum.

- Det er afgørende, at hun italesætter sig, som regeringens sande samlingsfigur. Derfor vil hun også dokumentere regeringens sejre og underbygge det med de seneste økonomiske nøgletal. Hun vil kort sagt understrege, at regeringens medicin mod den krise, som Danmark befinder sig i, er baseret på den rette diagnose, selvom effekten muligvis lader vente på sig, siger Bo Bredsgaard Lund, der underviser i politisk kommunikation og retorik på politisk Københavns Universitet og Copenhagen Business School.

Han peger på, at statsministeren vil gøre brug af flere klassiske retoriske greb for at få sine budskaber igennem til modtagerne.

- Gentagelsen vil helt sikkert være at finde, fordi hun på den måde kan slå pointer fast ved at vende tilbage til udtryk og sætninger i talen. Mange husker nok præsident Obamas "Yes we can", og samme trick vil Helle Thorning-Schmidt nok også i en eller anden form gøre brug af, mener Bo Bredsgaard Lund.

Derudover fremhæver han antitesen som et oplagt virkemiddel, fordi statsministeren på den måde kan kommunikere en modsætning mellem regeringens og oppositionens politik.

Folketinget åbner i dag klokken 12.

 

Dagens Gossip