Forarget a-kasse chef: Let at få arbejdskraft

Det er ikke et kæmpe problem i Danmark at få arbejdskraft. Og hvis det var så svært at få folk, er det mærkeligt, at der ikke er opslået flere akutjob.

Det siger direktør for landets a-kasser, AK-samvirke, Verner Sand Kirk, efter at en ny stikprøveundersøgelse fra Arbejdsmarkedsstyrelsen har vist, at 10.000 job ikke kunne besættes i 2012.

- Undersøgelsen tegner et billede af, at de ledige ikke vil arbejde. Det er et problem, at der kommer en undersøgelse, der kan udlægges i alle mulige retninger. Det bør man selvfølgelig få afdækket, siger han til Newspaq.

- Derfor skal man gå dybere ned og undersøge, hvad arbejdsgiverne har gjort for at den relevante arbejdskraft. Har man brugt arbejdsformidlingssystemet i jobcentre og a-kasser? Hvordan har stillingen været slået op? Har man brugt Jobnet, siger Verner Sand Kirk.

Af undersøgelsen fra Arbejdsmarkedsstyrelsen fremgår det, at antallet af forgæves forsøg på at få besat et job er steget med et par tusinde siden efteråret 2011 - trods den stigende ledighed.

I næsten 10.000 tilfælde fandt virksomhederne i efteråret 2012 ikke den rette mand eller kvinde til et ledigt job.

Direktør Henrik Bach Mortensen fra Dansk Arbejdsgiverforening (DA) siger til Jyllands-Posten, at det er "trist at opleve, at tusindvis af job ikke kan besættes", og at "beskæftigelsessystemet har svigtet arbejdsmarkedet."

De udmeldinger får a-kasse chefen til at se rødt.

- Når DA puster det op, som om det er et kæmpe problem at få kvalificeret arbejdskraft, så er det tæt på at være landsskadeligt. For det tegner et forkert billede af Danmark som investeringsland, siger Verner Sand Kirk.

Han understreger, at Danmark er verdenskendt for at være det land, hvor det er lettest at få den relevante kvalificerede arbejdskraft.

- Og selvom man tager tallet for gode vare, så er det mikroskopisk i forhold til den samlede jobomsætning i Danmark, siger Verner Sand Kirk.

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) kalder det "tankevækkende og paradoksalt", at næsten 10.000 job ikke er afsat til ledige, som mangler arbejde, skriver Jyllands-Posten.

Hun har tidligere meldt ud, at beskæftigelsessystemet skal indrettes, så det har tættere kontakt til virksomhederne. Det synspunkt støtter a-kasserne.

- Det kan også være en del af forklaringen på undersøgelsens resultat, at beskæftigelsessystemet ikke er opsøgende nok og derfor har et dårligt image hos arbejdsgiverne, så de ikke bruger de muligheder, der er, siger Verner Sand Kirk

Dagens Gossip