Fornærmet fransk stjerne opgiver sit pas

Stjerneskuespilleren Gérard Dépardieu vil opgive sit franske pas, efter at Frankrigs premierminister har kaldt ham "patetisk", fordi han forsøger at undgå at betale skat ved at flytte til Belgien.

I et åbent brev til premierminister Jean-Marc Ayrault skriver den 63-årige Depardieu, som er kendt fra blandt andet "Cyrano de Bergerac" og "Green Card", at han føler sig uretfærdigt behandlet efter at have støttet Frankrig med millioner af euro igennem en årrække.

- Jeg beder ikke om at blive værdsat, men man kunne i det mindst vise mig respekt. Blandt alle dem, der har forladt Frankrig, er ingen blevet så fornærmet, som jeg er blevet det, skriver Depardieu.

Brevet er søndag blev bragt i søndagsavisen Le Journal du Dimanche.

Depardieu har ligesom en række andre franske velhavere søgt skattely i Belgien.

Her undgår de præsident Francois Hollandes socialistiske regeringsplan om at hæve skatten til 75 procent for alle med en årligt indkomst på over en million euro (over 7,5 millioner kroner).

I brevet beskylder Depardieu, der har foretaget omfattende investeringer i vinslotte og restauranter, socialisterne for at tvinge Frankrigs mest talentfulde personer ud af landet.

Depardieu siger, at han igennem sin 45 år lange karriere har betalt 145 millioner euro, hvad der svarer til op mod 1,1 milliard kroner, i skat.

- Jeg har aldrig forsømt min pligt som skatteborger, siger han.

I sin kommentar siger Ayrault, at han finder Depardieu "ret så ynkelig."

- Alle er glade for ham som kunstner, men indbetaling af skat er en solidaritetshandling og et udtryk for patriotisme.

Andre regeringsmedlemmer har kritiseret Depardieu for at forlade Frankrig på et kritisk tidspunkt. Det er som at forlade slagmarken i krigen mod krisen, hedder det.

Stjernen fra blandt andet "Kilden i Provence" har købt et hus i den belgiske by Nechin, hvor der bor omkring 2800 franske statsborgere. Blandt andre den hovedrige Mulliez-familie, der ejer supermarkedskæden Auchan og Decathlon-sportsforretningerne.

/ritzau/AFP

 

Dagens Gossip