Forsvundet fly dukket op på Sydpolen

Et eftersøgningshold har lørdag fundet vraget af et lille propelfly, som forsvandt på Sydpolen tidligere på ugen efter at have udsendt nødsignaler.

Flyet, som havde tre canadiere om bord, er ødelagt så meget, at ingen kan have overlevet.

- Flyet er blevet fundet på en meget stejl bjergside - tæt ved toppen af Mount Elizabeth. Det er tilsyneladende fløjet direkte ind i bjerget, og ingen kan have overlevet, hedder det i en erklæring fra redningskoordineringen i New Zealand.

Flyet, en Twin Otter, var onsdag på vej fra Sydpolen til den italienske forskningsbase ved Terra Nova Bay, da dets nødsignal blev aktiveret.

Signalet kom fra bjergkæden Queen Alexandra Range, som har tinder, der måler over 4500 meter. Dårligt vejr i området betød, at en eftersøgning måtte udsættes flere gange.

- Vejrforholdene er ekstreme, sagde John Ashby kort efter, at flyet var forsvundet.

Et andet Twin Otter-fly blev under eftersøgningen sendt til Beardmore Glacier omkring 50 kilometer fra nedstyrtningsstedet, hvor en basislejr blev oprettet for et redningshold.

Flere helikoptere har også deltaget i eftersøgningen, som både de amerikanske og de italienske myndigheder har deltaget i.

/ritzau/AFP

 

Dagens Gossip

Dagens TV