Fuglevenner vil stoppe stor måge-nedskydning

Stop med at skyde måger. Sådan lyder det fra den nordjyske formand for Ornitologisk Forening, Thorkild Lund, som reaktion på de seneste dages debat om måger i flere større danske byer.

De skrigende fugle er en naturlig del af lydkulissen i en havneby som eksempelvis Aalborg, mener Thorkild Lund.

- Vi må forlige os med, at der er måger i Aalborg, og de bliver ved med at være der. De er ikke til at udrydde. Man bor i en havneby, og der er endnu engang måger. Derfor skal vi ikke indlede den store krig imod dem, siger han til P4 Nordjylland.

Thorkild Lund anerkender, at deciderede kolonier kan larme og være meget generende, så helt at undgå at skyde måger, er ifølge ham ikke realistisk. Dog kan opfordrer han aalborgenserne til at rydde op efter sig - især når det kommer til madaffald.

- Folk skal rydde op efter sig og ikke lade alting ligge og flyde på gader og stræder. Det er i hvert fald et redskab, man kunne tage i brug, siger han.

Også Danmarks Naturfredningsforening er imod at intensivere kampen mod mågerne med krudt og kugler.

Kommunen har ellers planlagt en stor-offensiv mod mågerne fra den 1. september. Målet er at fjerne de måger, der har ynglet inde i byen og deres afkom, så de ikke kommer tilbage næste år.

I følge afdelingsleder Marianne Jensen fra Aalborg Kommunes Park og Natur, så bruger kommunen i omegnen af 300.000 kroner om året til at bekæmpe de store mågekolonier.

 

Dagens Gossip

Dagens TV