Fyret S-formand vender partiet ryggen

Det går op og ned i politik. Nogle gange går det også ud og ind.

Således valgte den detroniserede socialdemokratiske formand på Stevns, Betina Baden, mandag at melde sig ud af partiet - for få timer efter at melde sig under fanerne hos Stevnslisten. Det skriver DAGBLADET Køge.

- Man kan vel godt sige, at jeg har søgt om politisk asyl hos Stevnslisten, siger Betina Baden oven på den megen uro, hendes afgang som formand har skabt både ind ad til og ud ad til i Socialdemokratiet.

Den fremgangsmåde, som bestyrelsen i hendes nu tidligere parti har budt hende, har været under al kritik i Betina Badens optik.

Blandt andet blev hun skubbet ned fra sin formandsstol med begrundelsen: »presset i et valgår blev for stort, når man som formand samtidigt har et fuldtidsarbejde og passer en familie med små og store børn.«

- Der er nogle uheldige tendenser i Socialdemokratiet, og jeg ønsker ikke at være en del af partiet mere. Derfor har jeg også trukket mig fra mit ønske om at blive partiets kandidat ved kommunevalget, siger Betina Baden.

Hun ønsker dog ikke at forfølge formands-sagen yderligere over for partiet. Der har ellers været flere ligestillingseksperter på banen med udtalelser, der mere end antyder, at socialdemokraterne på Stevns har en meget dårlig sag.

- For mig er den sag færdig nu, da jeg har meldt mig ud af partiet, siger hun til DAGBLADET Køge.

Dagens Gossip