Garmin: Lasse skal bare vinde klassikere

Lasse Norman skal fra næste sæson foretage et sceneskift fra cykelbanernes skrå brædder til brostenene i de store klassikerløb, og danskeren fornemste mission bliver at vinde Flandern Rundt.

Det er meldingen fra den danske OL-guldvinders nye hold Garmin-Sharps manager, Jonathan Vaughters.

- For mig at se skal Lasse Norman være klassikerrytter a la Fabian Cancellara. De næste par år bliver det hans opgave at fokusere på det, siger Vaughters.

Garmin har derimod ingen planer om, at Lasse Norman skal køre på banen, bortset fra OL i 2016 og forberedelsesløb til samme.

Med den internationale cykelunions (UCI) nye pointsystem kunne det amerikanske hold ellers sikre sig livgivende point, hvis Lasse Norman scorer topresultater på banen.

Men de nye pointregler har ikke haft betydning for Garmins beslutning om at ansatte OL-guldvinderen.

- Det havde ingen indflydelse på min beslutning. For mig at se er Lasse Norman om fem år en potentiel vinder af Flandern Rundt. Det er min vurdering af ham.

- Jeg kender ham ikke særligt godt, men jeg har studeret hans stil. Jeg har set videomateriale og kender hans fysik. Det er på baggrund af det materiale, at jeg har opbygget mig et indtryk af ham, siger Jonathan Vaughters.

Lasse Norman skal ifølge Vaughters køre løb som Flandern Rundt, Paris-Roubaix og Gent-Wevelgem.

/ritzau/

 

Dagens Gossip