Gidseltager: Helikoptere bomber os

Algeriets hær har angiveligt taget helikoptere i brug i kampen mod de militante islamister, der holder et antal vesterlændinge og algeriere som gidsler på et gasanlæg i det østlige Algeriet.

To helikoptere har ifølge en af gidseltagerne angrebet anlægget, siger en af gidseltagerne til det mauretanske nyhedsbureau Ani, skriver Reuters.

Han tilføjer, at to japanere, der er blandt gidslerne, er såret under helikopterangrebet.

Oplysningerne kan ikke umiddelbart bekræftes fra anden side.

Nyhedsbureauet i Mauretanien - som er Algeriets naboland mod sydvest - har tæt kontakt til den islamistgruppe, der står bag gidseltagningen.

Gruppen siger, at den har stormet gasanlægget i In Aménas og taget udlændinge som gidsler som hævn for Frankrigs engagement i kampen mod militante islamister i et andet af Algeriets nabolande, Mali.

/ritzau/Reuters

 

Dagens Gossip